Politikker og vedtægter

Herunder finder du foreningens aktueller politikker og vedtægter

Vedtægter

Ver.: Februar 2023

§1
Foreningens navn: Tørring Idrætsforening
Stiftet: August 1917
Hjemsted: Hedensted kommune
§2
Foreningens formål er ved idræt og andet kulturelt virke, at fremme den enkeltes og fællesskabets sundhed og trivsel.
§3
  1. Foreningen er tilsluttet D.G.I. samt de foreninger det skønnes nødvendigt.
  2. Skytteafdelingen er tilsluttes DGI skydning.
  3. Da foreningen er berettiget til at give våbenpåtegning, er foreningens bestyrelse forpligtet til at give orientering til politiet eller om fornødent at tilbagekalde våbenpåtegningen over for et medlem, der efter bestyrelsens skøn, af en hvilken som helst årsag, ikke længere bør være indehaver af en meddelt tilladelse til et våben.
§4
  1. Som aktive medlemmer kan optages børn og voksne, når de vedkender sig nærværende vedtægter. Som støttemedlem kan optages enhver.
  2. Hovedbestyrelsen kan udelukke et medlem, når den finder grund dertil. Det udelukkede medlem kan anke kendelsen på førstkommende generalforsamling
§5
  1. Foreningen ledes af en hovedbestyrelse, der består af:
    1. Formand
    2. Næstformand
    3. Kasserer
    4. Sekretær
    5. Formænd for de i §5-2 anførte udvalg.
  2. Udvalgsformændene vælges for 2 år ad gangen.
    • De lige årstal afgår udvalgsformændene for:
      • Svømning
      • Skydning
      • Håndbold
      • Fodbold ungdom
      • Sponsorudvalg
      • Padel
    • De ulige årstal afgår udvalgsformændene for:
      • Badminton
      • Fodbold Senior
      • Gymnastik
      • Triathlon
      • Cycling
      • Idræt i dagtimerne /Løb
    • Kasserer og Næstformand afgår de lige årstal
    • Formand og Sekretær de ulige årstal.
  3. Valgbar til forretningsudvalget er ethvert medlem, der er fyldt 18 år og forældre til aktive medlemmer.
  4. Valgbar til udvalgene er ethvert medlem, der er fyldt 16 år og forældre til aktive medlemmer.
  5. Suppleanter vælges for et år ad gangen.
§6
  1. Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen, der afholdes inden udgangen af februar måned, og indkaldes ved annoncering i dagspressen med 14 dages varsel.
  2. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal være formanden i hænde senest 8 dage før.
  3. Kun fremmødte, aktive medlemmer, der er fyldt 14 år, har stemmeret.
  4. På generalforsamlingen afgøres alle sager, ved almindeligt stemmeflertal (over halvdelen), dog kræves til udelukkelse af et medlem, samt ændringer af disse vedtægter, mindst 2/3 af de afgiven gyldige stemmer, stemmer for forslaget. Skriftlig afstemning kan efter ønske foretages.
  5. Der føres referat over vedtagne beslutninger.
§7
På den ordinære generalforsamling behandles følgende:
  1. Valg af dirigent
  2. Aflæggelse af beretninger
  3. Forelæggelse af det reviderede regnskab
  4. Behandling af forslag
  5. Godkendelse af aktivitetsgebyr
    1. Valg af bestyrelse i henhold til §5
    2. Valg af personlige suppleanter for Kasserer og Sekretær
    3. Valg af revisor
  6. Eventuelt
§8
Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når flertallet af hovedbestyrelsen finder det fornødent, eller mindst 50 af foreningens aktive medlemmer stiller, skriftlig, krav herom, med forslag til dagsorden. Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest 4 uger efter, at kravet herom er vedtaget og den skal varsles i lighed med ordinær generalforsamling.
§9
Aktivitetsgebyr godkendes hvert år på den ordinære generalforsamling.
Aktivitetsgebyr, er et gebyr pr. aktivitetsmedlem, som afdelingerne betaler til hovedkassen til dækning af fællesudgifter og iværksættelse af nye aktiviteter og udvikling af foreningen.
§10
Foreningen kan efter godkendelse på generalforsamlingen nedsætte udvalg efter behov.
Endelig kan den samlede hovedbestyrelse nedsætte nye midlertidige udvalg, som skal godkendes på den førstkommende generalforsamling.
Yderligere kan hovedbestyrelsen etablere arbejdende udvalg, som ikke skal godkendes på generalforsamlingen. Udvalg som refererer til forretningsudvalget. Til disse arbejdende udvalg, kræves ikke en formand som er en del af hovedbestyrelsen. Repræsentanter kan deltage på hovedbestyrelsesmøder efter behov og har ingen stemmeret. F.eks. flag udvalg, cafe udvalg, støttelotto m.m.
§11
Formand, Næstformand, Sekretær og Kasserer udgør forretningsudvalget, som samtidig tegner foreningen. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.
§12
Udvalgene fastsætter selv deres forretningsorden, fører selvstændigt regnskab, som udvalgene fremlægger, under ansvar overfor den samlede hovedbestyrelse årligt eller på forlangende.
Afdelingerne skal afholde årsmøde inden generalforsamlingen, med fremlæggelse af årsberetning og regnskab.
§13
  1. foreningens medlemmer, udvalgsmedlemmer og bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt for de af foreningen indgåede forpligtelser, for hvilken alene foreningen hæfter med den respektive formue.
  2. Foreningens medlemmer har ikke nogen økonomiske forpligtelser over for foreningen, ud over betaling af aktivitetsgebyr og kontingent.
  3. Foreningens medlemmer har ikke krav på nogen del af foreningens formue eller udbytte af nogen art.
§14
Hovedbestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden
§15
Formand, næstformand, kasserer og sekretær har ret til at overvære udvalgsmøderne, dog uden at have stemmeret.
§16
Vedtagelse i hovedbestyrelsen kræver, at over halvdelen af hovedbestyrelsen stemmer herfor. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.
§17
Der føres referat over vedtagne beslutninger. Referatet sendes til hovedbestyrelsen via mail. Referatet underskrives af hovedbestyrelsen ved det næste møde.
§18
Foreningens regnskabsår går fra 1/1 – 31/12, og senest ved den første uge i februar afgiver hovedbestyrelsen driftsregnskabet og status til revisorerne.
§19
  1. Foreningen kan kun opløses, når 2/3 af deltagerne i 2 på hinanden følgende ekstraordinære generalforsamlinger stemmer herfor.
  2. Ophører foreningen at eksistere eller udmelder foreningen sig af landsdelsforeningen, skal den til denne aflevere samtlige herfra modtagne ejendele, samt for skyttegruppens vedkommende kartoteker over registreringspligtige våben.
  3. Ud over det i §19-2 nævnte, tilfalder foreningens formue idræts- og ungdomsarbejdet i Gudenåcenteret Tørring.

Alkoholpolitik

Tørring, August 2005

  • Ved arrangementer og fester følges lovens regningslinier. Det vil sige: INGEN udskænkning til unge under 18 år
  • Spillere under 18 år må ikke nyde øl eller alkoholiske drikke efter træning eller kampe i regi af Tørring Idrætsforening
  • Tørring Idrætsforening forventer, at ovenstående overholdes ved stævner og lignende
  • Tørring Idrætsforening forventer, at trænere og øvrige ledere har at fornuftigt forhold til alkohol, og kan være med til at præge unges opfattelse
  • Indtagelse af euforiserende stoffer medfører omgående ekskludering af Tørring Idrætsforening. Får Tørring Idrætsforening kendskab til brug af sådanne stoffer, tages der kontakt til SSP. Opdages salg af stoffer, tages der kontakt til Politi.
  • Overtrædes denne alkoholpolitik, forelægges dette Hovedbestyrelsen i Tørring Idrætsforening. Det er Hovedbestyrelsen der afgør, hvad der skal træffes af repressalier.

Privatlivspolitik

Privatlivspolitik for Tørring idrætsforening
Udarbejdet 13.05.2018, opdateret 16.06.2018

Tørring Idrætsforenings (TIF´s) dataansvar

Vi behandler personoplysninger og har derfor vedtaget denne privatlivspolitik, der kort fortæller dig, hvordan vi behandler dine personoplysninger til sikring af en fair og gennemsigtig behandling.
Gennemgående for vores databehandling er, at vi kun behandler personoplysninger til bestemte formål og ud fra berettigede (legitime) interesser. Vi behandler kun personoplysninger, der er relevante og nødvendige til opfyldelse af de angivne formål, og vi sletter dine oplysninger, når de ikke længere er nødvendige.
Tørring Idrætsforening, er en flergrenet forening. Der er i de enkelte afdelinger behov for og krav om forskellige persondata.
Persondata der er tillagt en højere grad af beskyttelse, anvendes kun i de afdelinger hvor der er behov for det, eks. i skytteafdelingen jf. våbenloven, gældende fra 15 år.
Samt ved indhentelse af børneattester på frivillige.

Kontaktoplysninger på den dataansvarlige

Tørring Idrætsforening er dataansvarlig, og vi sikrer, at dine personoplysninger behandles i overensstemmelse med lovgivningen.
Kontaktoplysninger:
Kontaktoplysninger til enkelte afdelinger kan findes på hjemmesiden
.
Tørring Idrætsforening
7160 Tørring.

Behandling af personoplysninger

Vi behandler følgende personoplysninger:
1)   Medlemsoplysninger:

  • Almindelige personoplysninger:
    • Registrerings- og kontaktoplysninger som navn, køn, adresse, indmeldelsesdato, telefonnummer, fødselsdato, e-mailadresse.
    • I forbindelse med indmeldelse af børn, vil forældre eller andre kontaktpersoners almindelige oplysninger være registreret.
  • Personoplysninger, der er tillagt en højere grad af beskyttelse:
    • CPR-nummer.

2)   Oplysninger om ledere og trænere:

  • Almindelige personoplysninger:
    • Kontaktoplysninger som adresse, telefonnummer og e-mailadresse.
    • Andre oplysninger om tillidsposter, andre hverv i relation til foreningen og bankkontonummer.
  • Personoplysninger, der er tillagt en højere grad af beskyttelse:
    • CPR-nummer.
    • Oplysninger om strafbare forhold ved indhentelse af børneattest.

 

Her indsamler vi oplysninger fra:

Normalt får vi oplysningerne fra dig. I nogle tilfælde kan der være andre kilder:

  • Offentlige myndigheder, f.eks. nødvendige skatteoplysninger ved udbetaling af løn.  
  • Idrættens hovedorganisationer, f.eks. oplysninger om klubskifter, karantæner og kursusdeltagelse.
  • Politiet ved indhentelse af børneattest og vandelsgodkendenlse (våbenloven).

 

Foreningens formål med behandling af dine personoplysninger.

Vi behandler dine personoplysninger til bestemte formål, når vi har en lovlig grund.
Lovlige grunde til behandling er særligt:

  • Foreningens berettigede (legitime) interesser i at behandle dine oplysninger (interesseafvejningsreglen).
  • At det er nødvendigt for at opfylde en kontrakt med dig.
  • Behandling efter lovkrav.
  • Behandling med samtykke.


Formålene:
1)   Formål med behandling af medlemsoplysninger:

  • Foreningens medlemshåndtering, herunder kontingentopkrævning.
  • Som led i foreningens idrætsaktiviteter og andre aktiviteter, herunder planlægning, gennemførelse og opfølgning.
  • Opfyldelse af lovkrav, herunder folkeoplysningsloven.
  • Levering af varer og ydelser du har bestilt.
  • Administration af din relation til os.


2)   Formål med behandling af oplysninger på ledere og trænere:

  • Håndtering af trænernes og ledernes hverv og pligter i foreningen.
  • Overblik over og forbedring af erfaringer og kompetencer, herunder kurser.
  • Opfyldelse af lovkrav.
  • Udbetaling af løn, godtgørelser, refusioner og lignende.
  • Administration af din relation til os.

Vi behandler kun personoplysninger ud fra legitime interesser.

I det omfang vi behandler dine medlemsoplysninger på baggrund af interesseafvejningsreglen, vil denne behandling udelukkende være motiveret af berettigede (legitime) interesser som:

  • Udøvelse af idrætsaktivitet, herunder udfærdigelse af holdkort, holdopstillinger, interne resultatlister m.v.
  • Håndtering af dine medlemsrettigheder i henhold til vedtægterne m.v., herunder i forhold til generalforsamling.
  • Opfyldelse af medlemspligter, herunder opkrævning og betaling af kontingent m.v.
  • Afholdelse af sociale arrangementer, sportslige aktiviteter samt andre aktiviteter.
  • Brug af situationsbilleder taget i foreningen, der afbilder en konkret aktivitet eller situation i foreningen.
  • Videregivelse af dine almindelige personoplysninger til specialforbund i DIF, til DGI samt til DGI’s landsdelskontorer, i relevant og nødvendigt omfang i forbindelse med idrætsaktivitet.
  • Da foreningen er medlem af idrætsorganisationer, sker der videregivelse af oplysninger om ledere og træner til disse, for at ledere og trænere kan modtage information og aktivitets- og kursustilbud fra disse idrætsorganisationer.
  • Af praktiske og administrative hensyn opbevarer vi dine almindelige medlemsoplysninger også i en periode efter din udmeldelse af foreningen.
  • Af hensyn til kontaktmuligheder kan der for børn og unge under 18 år behandles oplysninger om forældrene.
  • Opbevaring af oplysninger med historisk værdi til statistik og lignende.

Samtykke

Oftest vil vores behandling af dine personoplysninger basere sig på et andet lovligt grundlag end samtykke. Vi indhenter derfor kun dit samtykke, når det i sjældne tilfælde er nødvendigt for at behandle dine personoplysninger til de formål, der er beskrevet ovenfor.
Hvis vi indhenter dit samtykke, er det frivilligt, om du vil give samtykke, og du kan til enhver tid trække det tilbage ved at give os besked om det.
Når vi indhenter personoplysninger om børn og unge, foretager vi en vurdering af, om barnet selv er i stand til at afgive de pågældende personoplysninger. Hvis ikke, indhenter vi samtykke fra en forælder. Vores udgangspunkt er 15 år.
Indsamler vi personoplysninger på børn via informationstjenester (apps og sociale medier), kan børn fra og med de er fyldt 13 år selv afgive samtykke.

Videregivelse af dine personoplysninger

I forbindelse med idrætsaktivitet sker der videregivelse af oplysninger om deltagelse og resultater til relevante idrætsorganisationer. I de afdelinger hvor det er relevant.
Der sker videregivelse af oplysninger om ledere og trænere i relevant omfang til idrætsorganisationer, som foreningen er medlem af.
Vi videregiver ikke personoplysninger til firmaer til markedsføring uden dit samtykke.

Opbevaring og sletning af dine personoplysninger

Vi har forskellige behandlingsformål og opbevaringsperioder alt efter, om vi behandler dine personoplysninger som medlem af foreningen, som ulønnet leder eller træner eller som lønnet leder eller træner:
Medlemmer:
Vi vil opbevare dine personoplysninger i en periode fra medlemskabets ophør og i overensstemmelse med følgende kriterier:

  • Af praktiske og administrative hensyn opbevarer vi dine almindelige medlemsoplysninger i op til 3 år efter kalenderåret for din udmeldelse af foreningen.

Ulønnede ledere og trænere: 
Vi vil opbevare dine personoplysninger i en periode fra ophøret af dit virke og i overensstemmelse med følgende kriterier:

  • Af praktiske og administrative hensyn opbevarer vi dine almindelige medlemsoplysninger i op til 3 efter dit virke er ophørt.

Lønnede ledere og trænere: 
Vi vil opbevare dine personoplysninger i en periode fra ophøret af dit virke og i overensstemmelse med følgende kriterier:

  • Bogføringsbilag, herunder f.eks. lønbilag, skal gemmes i 5 år fra udløbet af det regnskabsår, som bilaget drejer sig om
  • Andre relevante oplysninger til opfølgning og stillingtagen til eventuelle krav gemmes i 5 år efter arbejdet er ophørt.

Vi opbevarer dog oplysninger på såvel medlemmer, ledere og trænere til statistik og lignende, så længe de har historisk værdi.

Dine rettigheder

Du har en række særlige rettigheder efter persondataforordningen, når vi behandler personoplysninger om dig:

  • Retten til at blive oplyst om behandlingen af data.
  • Retten til indsigt i egne personoplysninger.
  • Retten til berigtigelse.
  • Retten til sletning.
  • Retten til begrænsning af behandling.
  • Retten til dataportabilitet (ret til kontrol over egne data) (udlevering af data i et almindeligt anvendt format).
  • Retten til indsigelse.

Du kan gøre brug af dine rettigheder, herunder gøre indsigelse mod vores behandling, ved at henvende dig til os. Vores kontaktoplysninger finder du øverst.
Hvis du f.eks. henvender dig med en anmodning om at få rettet eller slettet dine personoplysninger, undersøger vi, om betingelserne er opfyldt, og gennemfører i så fald ændringer eller sletning så hurtigt som muligt.

Revidering af privatlivspolitikken 

Vi forbeholder os retten til at foretage ændringer i denne privatlivspolitik fra tid til anden. Ved ændringer vil datoen øverst i privatlivspolitikken blive ændret. Den til enhver tid gældende privatlivspolitik vil være tilgængelig på vores websted.
Politikken er udarbejdet af forretningsudvalget og vedtaget hovedbestyrelsen i Tørring Idrætsforening maj 2018. Bilaget er udarbejdet med udgangspunkt i retningslinjer fra Danmarks Idrætsforbund og DGI.

Procedure ved ulykke

i tilfælde af en uforudset hændelse/ulykke:

  1. Den for den implicerede idrætsudøvers ansvarlig træner/leder kontakter og informere afdelingens bestyrelsesformand om hændelsen.
  2. Bestyrelsesformanden informerer/kontakter TIF formanden.
    Her aftales det hvem der tager ansvaret for de næste handlinger:
    – Hovedbestyrelsen inddrages / Orienteres (afhængigt af hændelsen)
    – Afdelingens udvalg orienteres
    – Kontakt til hovedorganisationer for hjælp – vi følger altid deres anbefalinger.
    Den ansvarlige må ikke selv være/ eller have familiemedlemmer, der har være direkte involveret i hændelsen.
  3. Afhængig af hændelsen, planlægger, den for TIF ansvarlige, hvilke aktiviteter der skal ske for at sikre der bliver taget vare om de impliceredes ve og vel. Dette kan ske i samarbejde med Krisepsykolog fra TRYG (se nedenstående kontakt oplysninger) og/eller ved kontakt med repræsentant fra DGI eller den aktuelle forenings hovedorganisation (se nedenstående kontakt oplysninger).

Vigtige kontaktoplysninger:

DGI Sydøstjylland
Langmarksvej 57
8700 Horsens
sydoestjylland@dgi.dk
Tlf. 79 40 44 00
DGI Landskontor
Vingsted Skovvej 1
7182 Bredsten
79 40 40 40
info@dgi.dk

Hvis aktuelt- anmeldes skaden til forsikring:
DGI’s hjemmeside:
www.dgi.dk/foreningsledelse/viden-vaerktoejer/viden-vaerktoejer/jura/idraettens-forsikringer

Pædofilipolitik

Tørring, august 2005

Tørring Idrætsforening indfører politik om pædofili af flere årsager. For det første af hensyn til foreningens børn og unge, så alle føler, det er trygt at sende børn og unge til idræt i Tørring Idrætsforening. For det andet skal trænere og ledere kunne føle sig sikker.

Vi ønsker ikke på nogen måde at gøre dette for at mistænkeliggøre TIFs trænere og ledere. Vi vil med denne politik tilkendegive, at klubben med dette initiativ ikke tolererer overgreb og krænkelser af unge. Forældre kan trygt sende deres børn til idræt i Tørring Idrætsforening, da vi gør, hvad vi kan og skal for at skabe trygge rammer.

Om pædofili:

Seksuelle overgreb mod børn er et emne, som kan være svært at nærme sig og et område som nemt vækker meget stærke følelser.

Forebyggelse af seksuelle overgreb mod børn inden for idrætten handler også om udviklingen af et foreningsliv, hvor forebyggelsesarbejdet også omfatter børnenes forældre.

Det handler også om udvikling af et foreningsliv, hvor træneren og andre griber ind over for enhver form for personlige overgreb.

Vi har delt politikken op i følgende afsnit:

1. Forebyggelse og gode leveregler. Hvad betyder politikken i praksis?

2. Mistanke om overgreb. Her findes råd om, hvordan vi skal håndtere rygter og mistanker om pædofili

3. Konstateret overgreb. En handlingsplan for, hvad vi i Tørring Idrætsforening skal og vil gøre, hvis en træner, instruktør, leder, forældre eller andre konstaterer, at et barn i foreningen har været udsat for et seksuelt overgreb

Det er vigtigt at slå fast, at pædofile ingen særlige kendetegn har og der er heller ingen sikre tegn, som kan fortælle, at et barn sandsynligvis har været udsat for et seksuelt overgreb.

Man er henvist til sin intuition og sin sunde fornuft og også på dette område er opmærksomhed et nøgleord. Det er stadigt vigtigt, at der i Tørring Idrætsforening fortsat er plads til knus, kram, trøst og jubel sammen med børnene.

1. Forebyggelse og gode leveregler:

Det er i Tørring Idrætsforening obligatorisk at tjekke alle børne- og ungdomstrænere/ledere for evt. pædofilidomme. Det vil sige trænere og ledere, der har med unge under 15 år at gøre. I Tørring Idrætsforening udpeges 2 personer, der indhenter og behandler straffeattesterne. Hovedbestyrelsen udpeger de 2 personer. Det er vigtigt at vide, at en børneattest indeholder personoplysninger og skal derfor behandles efter reglerne i persondataloven.

Man kan i Tørring Idrætsforening ikke være tilknyttet foreningen som træner eller leder uden at underskrive samtykkeerklæring til, at Tørring Idrætsforening kan få adgang indhentning af børneattest fra kriminalregistret.

For eksisterende ledere og trænere over 15 år foretages der årlig forespørgsel.

For nye ledere og trænere over 15 år, skal der foretages en forespørgsel straks.

Til det brug for forespørgsel oplyses fulde navn, adresse og cpr. nr.

Blank attest (negativ attest):

Modtages børneattesten blank retur fra kriminalregistret, betyder det, at personen ikke har en eller flere domme for sædelighedsforbrydelser mod børn. Blanketten opbevares af de udvalgte personer og må ikke videregives.

Positiv attest:

En positiv attest betyder, at den involverede person har en eller flere domme for sædeligheds-forbrydelser mod børn. Den involverede person får straks at vide, at vedkommende er uønsket som leder eller træner i Tørring Idrætsforening. Er der i ansættelseskontrakten aftalt, at børneattesten kan overdrages til foreningens hovedorganisation, bliver attesten overdraget. Tillader ansættelseskontrakten ikke denne overdragelse, destrueres attesten snarest efter modtagelsen, fordi en positiv attest indeholder oplysninger om seksuelle og strafbare forhold.

Indhentning af børneattest kan dog ikke stå alene, men bør følges op af drøftelser omkring emnet.

Nogle få, enkle leveregler for omgangen mellem klubbens ledere, trænere og medlemmer er en af de mest effektive måder at forebygge seksuelle overgreb på. Samtidig kan de dæmme op for adfærd, der virker krænkende, men ikke er strafbar.

I forhold til den daglige adfærd foreslås nogle få leveregler som:

  • Der skal altid være to voksne ledere med på klubbens ture, og ingen voksne sover i samme seng som børnene.
  • Klubbens trænere og ledere går ikke i bad sammen med børnene.
  • Ingen trænere eller ledere inviterer børn med hjem privat, uden at forældrene er orienteret, og der er to voksne til stede.
  • Man skal undgå seksuelt krænkende bemærkninger, og kun berøringer i tilknytning til idrætten er tilladt. Dvs. i forbindelse med instruktion, jubel eller trøst.
  • På det overordnede plan bør klubben udvise åbenhed og udsende et signal om, at man altid kan komme til klubbens ledelse, hvis man har mistanke om et overgreb eller blot mener, at den almindelige adfærd i klubben bør diskuteres.
  • Mobiltelefoner må ikke medbringes i omklædningsrum

2. Mistanke om overgreb:

Vær opmærksom:

  • Om en træner eller leder har en tendens til at isolere sig med et eller flere børn
  • Om en træner eller leder har børn overnattende
  • Om en træner eller leder har børn der kommer i hjemmet
  • Om en træner eller leder er særligt følelsesmæssigt eller kropsligt engageret i et eller få andre børn
  • Om en træner eller leder ofte henter og bringer et eller få børn til og fra træning
  • Om en træner eller leder altid har en forklaring på hvorfor lige netop han (eller hun) ikke behøver følge de fælles spilleregler

Alt dette kan man være opmærksom på – og observere – uden at komme til at tænke på pædofili. Og uden at der er grund til at tænke på pædofili.

Modsat kan man have en vedvarende følelse af, at her er noget galt eller måske høre et rygte eller en bemærkning, som gør at man bærer på en mistanke, man ikke kan ryste af sig.

I en sådan situation kan man gå frem efter følgende punkter:

Overvej situationen grundigt. Saml dine tanker og skriv evt. ned, hvad du har set eller hørt.

Kontakt foreningens formand eller næstformand. Vær diskret. Det er herefter formanden som har ansvar for, hvad der videre skal ske.

Formanden kan vælge at søge vejledning hos politiet, i kommunens socialforvaltning eller hos amtskommunen. I alle tilfælde kan det ske, uden at der nævnes navne. Politiet kan vejlede om, hvad man bør være opmærksom på før en evt. politianmeldelse – og hvad der vil ske, hvis sagen anmeldes formelt.

Kommuner og amtskommuner har i alle tilfælde pligt til at yde rådgivning og kan være en væsentlig støtte.

Formanden kan vælge at orientere den mistænkte. Det vil i langt de fleste tilfælde være en god idé, medmindre der er tale om åbenlyse misforståelser. Den mistænkte har krav på at vide, at bestyrelsen er ved at undersøge et rygte eller en mistanke. Og bestyrelsen har naturligvis brug for at kende den mistænktes reaktion. Der vil altid være to om en sådan samtale. Det kan forebygge senere misforståelser om, hvad der er sagt og ikke sagt. Samtalen afsluttes med en klar konklusion og klare aftaler om, hvad der videre skal ske. I mange tilfælde vil konklusionen være, at bestyrelsens repræsentanter har brug for et døgn eller to til at overveje situationen, og at man derefter vil vende tilbage. Der skal foreligge skriftligt referat.

Der tages stilling til hvad der videre skal ske. Er der brug for flere samtaler? Er der tale om misforståelser eller rygter? Er der grundlag for en politianmeldelse? Uanset konklusionen bør såvel den mistænkte som den, der oprindeligt henvendte sig, orienteres om beslutningen. Hvis der er tale om misforståelser eller rygter, må bestyrelsen diskutere, hvordan rygterne bedst muligt manes i jorden. Samtidig må bestyrelsen diskutere, om mistanken i sig selv giver anledning til at justere samarbejdet med den pågældende. Er der skabt et dårligt klima, som bestyrelsen nødvendigvis må forholde sig til, eller er det muligt at lukke sagen og fortsætte samarbejdet af de tidligere aftalte linjer.

Hvis der er grundlag for en politianmeldelse, bør bestyrelsen foretage anmeldelse hurtigst muligt. Barnets forældre skal naturligvis have besked om anmeldelsen og gøres opmærksom på, at de kan søge hjælp hos kommunens socialforvaltning.

Hvis bestyrelsen vælger at foretage politianmeldelse, bør foreningens voksne/ forældre med tilknytning til afdelingen også orienteres. Der vil være brug for en saglig og neutral information om sagens fakta. Orienteringen kan finde sted på møder, gennem breve eller ved forskellige kombinationer heraf.

Det er formanden for Tørring Idrætsforening, der udtaler sig til pressen, og at det aftales, at alle andre henviser til pågældende. Ved interviews med journalister bør man sikre sig ret til at gennemlæse artiklen forud for trykning med ret til at rette eventuelle faktuelle fejl og godkende citater af egne udtalelser.

3. Konstateret overgreb:

Hvis en træner, instruktør, leder, forældre eller andre konstaterer, at et barn i foreningen har været udsat for et seksuelt overgreb fra en pædofil, anbefales følgende:

Underret forældrene til barnet eller børnene

Kontakt straks foreningens formand eller et andet bestyrelsesmedlem som bestyrelsen har meddelt har et særligt ansvar for dette område.

Undlad at tale med andre om sagen heller ikke de skadede børn eller børnenes kammerater.

Herefter bør formanden/bestyrelsen gå frem efter følgende punkter:

Skaf overblik over sagen, kontakt politiet og foretag anmeldelse. Orienter børnenes forældre om anmeldelsen og gør opmærksom på, at de kan søge hjælp hos de sociale myndigheder.

Underret de sociale myndigheder.

Udpeg en person med indsigt i sagen, som foreningens medlemmer og forældre med tilknytning til foreningen kan hente hjælp og få svar på spørgsmål hos.

Voksne/ forældre med tilknytning til afdelingen orienteres. Der er brug for en saglig og neutral information om sagens fakta. Understreg, at der er udpeget én presseansvarlig, og at alle andre bør afstå fra at udtale sig til pressen. Oplys at der er udpeget en kontaktperson som man kan hente hjælp og få svar på spørgsmål hos.

Tag stilling til hvem som skal orienteres på et møde, og hvem som kan orienteres pr. brev.

 

Vedligeholdelse af politikken

Tørring Idrætsforening og Ølholm Boldklub har vedtaget identiske politikker. Hensigten er, at politikkerne i de to foreninger skal være ens, fordi de to foreninger har fælles hold. De to foreninger forpligter sig derfor til at kontakte den anden forening, hvis der planlægges revision af denne politik.

Denne politik er vedtaget af en samlet hovedbestyrelse.

Her er links til Politiets hjemmeside, hvor børneattesterne findes: Børneattest og samtykkeerklæringer

Samværspolitik

Tørring Idrætsforening (herefter TIF) har vedtaget nedenstående regler for at sikre et trygt, sundt og værdigt samværsmiljø for alle medlemmerne i vores idrætsforening.

Samværspolitikken

Formålet med en samværspolitik er at tilgodese og beskytte det enkelte medlem mod krænkelser, mobning, chikane og i værste fald, seksuelt overgreb.

TIF vil derfor arbejde for et chikane og mobbe fri samværsmiljø ved:
at sikre samværsreglerne er kendt af alle udøvere, trænere, ledere og forældre.
at reagere straks, korrekt og seriøst på enhver henvendelser.
at nedsætte en gruppe, der kan kontaktes for information og råd
at revurdere samværspolitikken, dens indhold, procedurer og praksis mindst en gang årligt
Det understreges, at denne samværspolitik omfatter alle medlemmer, både udøvere, trænere og ledere på alle niveauer og i alle funktioner, uanset om disse er lønnede eller ulønnede, ligesom politikken dækker alle situationer i relation til samvær som
træning, lejre, kurser, sociale kontakter, møder samt kontakter udadtil

Definitioner

Chikane er enhver uvelkommen udtalelse, opførsel eller gestus rettet mod personer eller grupper af personer, som er fornærmende, nedværdigende, ydmygende, ondskabsfuld eller uforskammet, og som enten er af en sådan natur, at det bevidst generer andres mulighed for at deltage og udfolde sig eller bare er gentaget så ofte,
at det virker krænkende.

Chikane er ofte fokuseret på andre personers eller gruppers race, farve, køn, fysiske karakteristika, seksuelle orientering eller fysiske eller psykiske handicaps og er samtidig et forsøg på fra en person/en gruppe af personer, at udøve upassende magt over en anden person/andre personer.
Chikane kan spænde fra milde former som gestus eller kommentarer, til alle grader af fysisk kontakt, herunder direkte vold. Chikane er også enhver uvelkommen opførsel eller adfærd af seksuel karakter.

Det er vigtigt at holde fast i, at ikke al kropskontakt er af seksuel karakter.
I idrætten skal der være plads til både et sejrsknus, et klap på skulderen og en trøstende omfavnelse. Det er naturligt at der opstår kropslig kontakt i disse situationer – både mellem børn og unge indbyrdes og mellem børn/unge og voksne. Idrætten handler om at bruge kroppen og at kunne mærke sig selv.

Frygten for beskyldninger om seksuelle overgreb skal ikke føre til, at den voksne undgår at komme tæt på eller at røre ved børnene eller de unge. Det er ikke den kropslige kontakt som sådan, der er problemet, men den sammenhæng den udøves i.

Seksuelle overgreb

Når ovenstående er sagt, er vi også tvunget til mere indgående at beskrive emnet:
Seksuelle overgreb mod børn og unge. Et emne, som vores samværspolitik må tage stilling til, og som det kan være svært uopfordret at komme ind på, da det er et emne, der vækker stærke følelser hos alle, og som er belagt med megen tabu.

Seksuelle overgreb kan have mange forskellige ansigter. Det kan være et bevidst eller endda et ubevidst krænkende udsagn, et seksualiseret sprog, eller det forhold at man ufrivilligt overværer andres seksuelle adfærd, eller udsættes for blufærdigheds-krænkende situationer og uønskede berøringer.

Seksuelle overgreb mod børn og unge er desværre ikke noget nyt i vores samfund og ej heller specifikt for idrættens verden. Derfor findes der helt enkle lovregler, som alle skal kende.

Hvad siger straffeloven?

De paragraffer i straffeloven, der omhandler seksuelle overgreb og som er relevante for foreninger er følgende:
1) pædofilibestemmelsen,
2) lærerparagraffen
3) bestemmelsen om blufærdighedskrænkelse.
Hertil kommer en vigtig regel i Serviceloven om, hvordan man skal forholde sig, hvis man får viden om forhold, der er krænkende:
4) Bestemmelsen om underretningspligt.

1) Pædofilibestemmelsen (§ 222, § 224, § 225) omhandler den person, der har samleje eller anden kønslig omgang med et barn under 15 år, som straffes med fængsel indtil otte år. Er barnet under 12 år, eller har gerningsmanden truet eller tvunget sig til samleje kan straffen stige til tolv år.

2) Lærerparagraffen (§ 223) er en skærpelse, der siger, at den person der har samleje eller anden kønslig omgang med en person under 18 år, som er betroet vedkommende til undervisning eller opdragelse, straffes med fængsel indtil fire år.

3) Bestemmelsen om blufærdighedskrænkelse (§ 232) siger at den, som ved uterlige forhold krænker blufærdigheden eller giver anden offentlig forargelse, straffes med fængsel indtil fire år eller med bøde under formildende omstændigheder.

Og endelig siger Servicelovens

4) Bestemmelse om underretningspligt (§ 36) at den, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år, fra forældres eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunen.

Denne underretningspligt gælder for alle borgere døgnet rundt. Altså også for os i TIF, hvis vi møder børn og unge, der har været eller er i situationer, der falder ind under bestemmelsen.
At få ”kendskab til” gælder ikke ved enhver mistanke og bør vel læses som: ”at være ret sikker på”.

Bemærk, at alle borgere har pligt til at underrette kommunen – i praksis socialforvaltningen – men som anmelder har man ikke ret til at få at vide, hvad kommunen derefter foretager sig.

Pas på lærerparagraffen!!
Som lærer, træner eller leder har man pr. definition fået ”betroet” de børn og unge, man har ansvaret for til undervisning eller opdragelse. Dette gælder uanset hvilken titel man formelt har fået, og uanset om man er lønnet eller ulønnet. Dette gælder blot man fungerer som leder eller træner.

Det er altså ulovligt og strafbart for en træner eller en leder at have samleje med en person under 18 år, som man underviser eller opdrager. Også andre former for seksuel omgang er ulovlig – det fremgår ikke af § 223, men af straffelovens § 224.

Det bemærkes, at aldersgrænsen er 18 år – uanset den unges modenhed og at det strafferetligt er uden betydning om den unge eller barnet er villige til, endsige selv opfordrer til seksuelt samvær. Det er lederen eller træneren, der pr. definition er den ansvarlige og derfor ikke bare skal kende, men også håndhæve lovgivningen
på området. Træneren eller lederen må derfor sørge for at holde den passende afstand såvel i foreningen som privat.

Det skal pointeres, at det er juridisk ulovligt, at lægge an på, have flirtende eller seksuelt hentydende sprogbrug eller indlede et forhold til en person under 18 år, som man er leder eller træner for. Sker det at en træner eller leder forelsker sig i en udøver under 18 år, må lederen/træneren omgående stoppe som leder/træner for det
pågældende hold, som udøveren går på. Det er iøvrigt vigtigt for at undgå misforståelser – såfremt et forhold efterfølgende indledes, at vedkommende leder eller træner ikke blot stopper og søger væk, men at denne endvidere sikrer sig at kæresteforholdet er almindeligt kendt og accepteret som værende åbent og ligeværdigt – både i foreningen og i parternes private omgangskreds.

De uheldige og skadevoldende situationer opstår typisk, når et kæresteforhold udvikler sig og foregår i det skjulte og hvor aldersforskellen er stor.

Tørring idrætsforening går under ingen omstændigheder på kompromis med straffeloven. Skulle et forhold opstå under ovennævnte forhold, da er det foreningens ansvar og ønske at politianmelde forholdet, sådan som loven byder det.

Foreningens samværsregler

Som en konsekvens af foreningens overordnede samværspolitik, gælder følgende regler:
I TIF taler vi ordentlig til hinanden – ingen sjofle tilråb eller kommentarer om hinandens kroppe/udseende.
Berøring af bryster og skridt er aldrig acceptabelt, ej heller kys på munden.
Alle skal respektere et nej – også i leg.
I forbindelse med ture, lejre o.l. er der altid mindst to voksne ledere/instruktører med, helst én af hvert køn.
På ture, lejre o.l. sover ingen børn alene med en voksen.
Man går ikke ind i det modsatte køns omklædningsrum.
Mobiltelefoner skal være slukket til træning og i omklædningsrum. Det er ikke tilladt at tage billeder af hinanden i omklædningsrummene.
Instruktører og ledere inviterer ikke enkelte børn med sig hjem.
Forældrene opfordres til at deltage i børnenes idrætsliv. De kender børnene bedre, end instruktørerne/lederne og er derfor bedre i stand til at opdage hvis barnet mistrives.
Hvis en instruktør/leder føler at være kommet i en situation, der kan misforstås af andre, skal vedkommende hurtigst muligt kontakte én fra bestyrelsen så evt. ”fejlagtige” misforståelser eller rygter ikke får lov til at spredes.
Alle har pligt til at gå til bestyrelsen, hvis de hører rygter om krænkelser eller selv fornemmer at der er noget galt.
Bestyrelsen har pligt til at tage sådanne henvendelser alvorligt og reagere hurtigt på dem.
Skulle der opstå mistanke om tilnærmelser/blufærdighedskrænkelser eller lignende har TIF via DGI udarbejdet en beredskabsplan, som tages i anvendelse.
Det er enten formanden eller næstformanden i Tørring idrætsforening, der tegner foreningen i en sådan sammenhæng. En mistanke skal behandles med største diskretion, da det er en meget alvorlig anklage mod en person.

Konstateres et overgreb reagerer bestyrelsen i henhold til DGI’s beredskabsplan.

Web-politik

1. Kommunikation:
Vi ønsker at al kommunikation til medlemmer og medlemmers forældre foregår via conventus. Det kræver kun en mailkonto, og det har de fleste. Er der brugere der ikke er oprettet er almindelig mail selvfølgelig i orden.

2. Lukkede Facebookgrupper:
Er i orden at bruge for afdelinger og hold.
Det kræver dog der er en moderator der styre sprog og indhold. Indhold på Facebook skal være i overensstemmelse med TiF’s ånd. Diskussioner om enkeltpersoner eller problemer høre heller ikke hjemme her.

3. Hjemmesiden:
Alle afdelinger har en hjemmeside som skal være opdateret med et rimeligt indhold om afdelingen og kontaktpersoner, samt tilmelding til diverse idrætsgrene. Afdelingerne må meget gerne have nyheder på deres forside.
Ønsker en afdeling en nyhed fremhævet på TIF forsiden kan dette altid lade sig gøre,
ved henvendelse webmaster/itansvarlig.

4. Conventus:
Vi ønsker at vigtige dokumenter fra afdelingerne ligges op i arkivet, så er de altid tilgængelige for hele udvalget.
Der slettes ikke medlemmer i løbet af året. Sæt et spørgsmålstegn ind i mail og mobil feltet i stedet. (så sender vi ikke til disse personer)
Det er op til det enkelte medlem at rette persondata i conventus via medlems login. Filer der uploades til arkiv, for at sende dem som vedhæftede, SKAL slettes igen.

5. Foto:
Det er fint at vi gerne vil have billeder af alt det vi går og laver. Når der tages foto, så spørg lige personen eller en forældre om det er i orden. Drejer det sig om nærbilleder af enkeltpersoner og skal billedet i avisen eller på nettet; så skal vi have tilladelse til det. Og kontroller lige indholdet!

Fotografering i svømmehallen skal gøres med omtanke. Lad svømmerne få en t-shirt e. lign på.

Foto i omklædning er forbudt, også for ungdomsmedlemmer.

Vores værdier

Vi har lavet en folder der forklarer mere om foreningens værdier, og vores forventninger til dig som udøver eller som forældre til en udøver.

Download “Værdierne ind under huden”-folder

Vil du være en del af Tørring IF?